Spring til indhold

Konfliktens historie - Afghanistans nyere historie

Afghanistans historie er kendetegnet ved en lang række af krige og interne magtkampe. Landet har også været anvendt som en brik i stormagters indbyrdes konflikter.  Det har været med til at forme landet, som vi kender det i dag. De mange konflikter præger befolkningens mistillid til andre lande, til andre etniske grupper og til den afghanske regering.

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind

Begyndelsen af det 20. århundrede og den kolde krig

Storbritannien besatte i 18-hundredetallet Afghanistan, da de frygtede, at Afghanistan ville true deres kontrol over Indien (der dengang  inkluderede Pakistan). Efter at afghanerne gennem flere krige at have fordrevet englænderne vandt Afghanistan fuldstændig uafhængighed fra Storbritannien i år 1919. Den første konge, Amanullah Khan (1919-1929), blev betragtet som en sekulær fornyer, der præsiderende over en regering, hvor alle etniske minoriteter deltog. Han blev efterfulgt af kong Mohammad Nadir Shah (1929-1933), og derefter af kong Mohammad Zahir Shah. Kongernes regeringsperioder førte til en fremadskridende modernisering. Zahir Shahs regeringstid (1933-1973) huskes positivt af mange ældre afghanere, idet han indførte en forfatning i 1964, der etablerede en national lovgivning og fremmede frihedsrettigheder for kvinder, herunder at kvinder ikke længere skulle dække deres ansigt og hår. I kongens tid modtog landet både udviklingshjælp fra Sovjet og fra USA, blandt andet store landbrugsudviklingsprojekter i Helmand-provinsen.

Kong Amanullah og dronning Soraya i London i 1920'erne

Kong Amanullah og dronning Soraya i London i 1920´erne
Foto: www.afghanistan-photos.com

Afghanistan gled ind ustabilitet i begyndelsen af 1970'erne, hvor det kommunistiske parti og de islamiske bevægelser voksede i styrke med diametralt modsatte dagsordener. Zahir Shah blev væltet af sin fætter, Mohammad Daoud, en militær leder, der etablerede et diktatur med en stærk statslig involvering i økonomien. Under en revolution i 1978 kaldet Saur (april) blev Daoud blev væltet og dræbt af officerer fra Folkets Demokratiske Parti Afghanistan (PDPA, kommunistisk). Partiet ledtes af to ledere fra Khalq fraktionen, Hafizullah Amin og Nur Mohammad Taraki. Taraki blev indsat som præsident, men blev i september 1979 fordrevet af Amin.

Begge ledere baserede deres magt på etniske pashtunere og forsøgte at indføre en radikal socialistisk forandring i det traditionelle afghanske samfund, blandt andet ved at omfordele jorden og bringe flere kvinder ind i regeringen. Forsøget på en hurtig modernisering udløste oprør fra islamiske partier. For at forhindre at de islamiske militser, der er kendt som mujahedin (islamiske krigere), i at overtage magten sendte Sovjetunionen tropper ind i Afghanistan den 27. december 1979. Russerne erstattede Amin med en anden PDPA leder, Babrak Karmal (Parcham fraktionen af PDPA).

De sovjetiske besættelsesstyrker, i alt omkring 120.000 soldater, blev aldrig i stand til at pacificere de perifere områder af landet. Som del af den kolde krig mellem USA og Sovjet, støttede USA Mujahedinerne. De modtog moderne amerikanske våben (bl.a. Stingermissiler til brug mod fly) og bistand. Mujahedinerne blev også relativt godt støttet og koordineret af syv afghanske politiske partier, der i begyndelsen af 1989 dannede en afghansk overgangs regering (Afghan Interrim government). De syv partiledere var Mohammad Nabi Mohammadi, Sibghatullah Mojaddedi, Gulbuddin Hikmatyar, Burhanuddin Rabbani, Yunus Khalis, Abd-i-Rab Rasul Sayyaf, og Pir Gaylani. En række af disse præger fortsat afghansk politik.

Da den reformistiske Mikhail Gorbatjov blev leder af Sovjetunionen blev Karmal erstattet med direktøren for den afghanske efterretningstjeneste, Najibullah Ahmedzai. I modsætning til sine forgængere uddelegerede han magten og udnævnte han en premierminister til at håndtere de administrative opgaver.

Den sovjetiske tilbagetrækning

Den 14. april 1988 indgik Gorbatjov en FN-mæglet aftale (Genève-aftalerne) om Sovjets tilbagetrækning. Tilbagetrækningen blev afsluttet den 15. februar 1989, og efterlod en svag Najibullah regering. Sovjets sammenbrud i 1991 reducerede Moskvas kapacitet til at understøtte kommunistiske regimer i den tredje verden. Den 13. september 1991 aftalte Moskva og Washington begge at ophøre med deres militære støtte til Afghanistan.  

Mujahedin-tiden og Talibans dannelse

Den 18. marts 1992 erklærede Najibullah sig parat til at træde tilbage, når en midlertidig regering var blevet dannet. Mujahedinerne aftalte en magtdeling, hvor præsidentposten skulle gå på skift. Lederen af et af de mindre partier Sibghatullah Mojadeddi  fra Afghan National Liberation Front, var præsident fra april-maj 1992. Efter aftale mellem de store partier, blev Rabbani præsident i juni 1992 med aftale om, at han skulle sidde indtil december 1994. Da han i 1994 nægtede at træde tilbage indledtes fire års borgerkrig mellem Mujahedin-grupperne. I en moderat fløj af Hizb-e-Islami (under ledelse af Yunus Khalis) var en af krigerne Mullah Omar, der senere kom til at lede Taliban.

Taliban blev dannet i 1993-1994 af islamiske gejstlige og studerende med pashtunsk oprindelse. Mange var tidligere mujahediner, som var flyttet til Pakistan for at studere på islamiske skoler (madrassaer), hovedsagelig indenfor Deobandi-retningen af Islam. Deobandi er beslægtet med den islamiske retning Wahhabismen, som praktiseres i Saudi-Arabien. Talibans praksis er også dybt påvirket af konservative pashtunske stammefolks traditioner.

Taliban overtog fredeligt kontrollen med den sydlige by Kandahar i november 1994 og udbredte i de følgende år sin magt til store dele af Afghanistan, dog aldrig den nordøstlige del af landet, hvor Massoud holdt stand.

Taliban-tiden (september 1996-november 2001)

De fire års borgerkrig (1992-1996) medførte en vis folkelig opbakning til Taliban, som lovede at kunne levere den stabilitet som befolkningen hungrede efter.

Taliban-regimet blev ledet af mullah Muhammad Omar. Ligesom Omar, var de fleste af de ledende figurer i Taliban-styret Ghilzai pashtunere, der dominerer i det østlige Afghanistan. De er rivaler til Durrani pashtunerne, der er fremherskende i syd.

Taliban mistede gradvist international og national støtte i takt med at den forlangte streng overholdelse af en snæver fortolkning af sharia (islamiske skikke) i de Taliban-kontrollerede områder og anvendte hårde straffe, herunder henrettelser. Der var for eksempel forbud mod tv, musik og dans. Kvinder måtte ikke gå i skole eller arbejde uden for hjemmet, undtagen i sundhedsvæsenet, og kvinder blev offentligt henrettet for utroskab. Forbuddet mod billeder førte i marts 2001 til at Taliban sprængte to store Buddha-statuer, der var hugget ind i klipperne over Bamiyan by i det centrale Afghanistan.

Kun tre lande - Pakistan , Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater - anerkendte Talibans Islamiske Emirat Afghanistan. FN fortsatte med at lade Afghanistan være repræsenteret af Rabbani regeringen. FNs sikkerhedsråds resolution 1193 (August 28, 1998) og 1214 (December 8, 1998) opfordrede Taliban til at ophøre med diskrimination mod kvinder.

Al Qaida under Taliban-styret

Taliban accepterede Al Qaidas træningslejre i landet. Efterhånden blev Talibans værtskab for Al Qaida en væsentlig bekymring for det internationale samfund – forstærket af Al Qaidas bombeangreb på amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania i august 1998. USA anmodede Taliban om at udlevere Al Qaidas ledelse – men Taliban nægtede.

Talibans politik skabte alliancer mellem andre grupper i Afghanistan, der sammen kunne bekæmpe Taliban. Den såkaldte Nordlige alliance blev dannet, hvor deltagerne var tajikker under den afsatte præsident Rabbani, Masood og Ismail Kahn fra Herat, men også usbekere, hazara shiitter og nogle pashtunske islamistiske fraktioner.
 
På trods af at den Nordlige Alliance fik finansiel og militær støtte fra Iran, Rusland, Indien og andre - som hver havde deres forskellige motiver for at støtte – tabte de terræn til Taliban. På tidspunktet for angrebene den 11. september 2001 mod USA, kontrollerede Taliban mindst 75% af landet, herunder næsten alle provinshovedstæder. Alliancen led et alvorligt tilbageslag den 9. september 2001 (dvs. to dage før angrebene den 11. september), hvor Ahmad Shah Masood blev myrdet af Al Qaida. Han blev efterfulgt af sin efterretningschef, Muhammad Fahim, der dog manglede Masoods ubestridte autoritet.

Angrebene den 11. september og Operation Enduring Freedom

Efter Al Qaida´s angreb den 11. september 2001 på USA nægtede Taliban fortsat at udlevere Al Qaidas ledelse. På den baggrund ønskede USA at vælte Taliban militært med henblik på at få adgang til at eftersøge og fjerne Al Qaidas aktiviteter inde i Afghanistan.

De Forenede Nationers sikkerhedsråd vedtog en resolution (1368 12. september 2001) der sagde, at Sikkerhedsrådet var rede til at tage alle nødvendige skridt for at reagere på angrebene den 11. september. Resolutionen fortolkes generelt som et mandat til militære aktioner som reaktion på angrebene.

Operation Enduring Frihed (OEF) begyndte den 7. oktober 2001. Den bestod primært af amerikanske, britiske – og også danske - luftangreb på Taliban og Al Qaida, støttet af mindre special operations-enheder og efterretningsagenter på jorden. Den Nordlige Alliance leverede oplysninger om angrebsmålene.

Taliban-regimet tabte provinshovedstaden Mazar-e-Sharif i det nordlige Afghanistan den 9. november 2001. Den Nordlige Alliance gik ind i hovedstaden Kabul den 12. november 2001, og Taliban tabte hurtigt derefter terræn i syd og øst. Taliban-regimets endeligt dateres almindeligvis til den 9. december 2001, hvor Taliban overgav deres sydlige højborg Kandahar, og Mullah Omar flygtede fra byen.

2002 - ? Statsopbygning, sikkerhed og udvikling er en forudsætning for varig fred

Der er fortsat en intern konflikt mellem den afghanske regering og en række oprørsgrupper. Taliban opgav ikke kampen, da de var blevet fordrevet fra Kandahar. Ledelsen slog sig ned i Pakistan og dirigerer derfra kampen mod den nye afghanske regering. Også andre oprørsgrupper bekæmper den afghanske regering. Politikere, der støtter regeringen, og alle offentligt ansatte – politi, hær, skolelærere, dommere og embedsmænd - er legitime mål for oprørsgrupperne.

Langvarig stabilitet er en forudsætning for, at terrorgrupper ikke igen får mulighed for at benytte afghansk territorium som fristed. FN anmodede det internationale samfund om hjælp til indledende skabelse af sikkerhed - sikkerhed der er nødvendig for statsopbygning og udvikling af landet. Sikkerheden skulle give afghanske myndigheder mulighed for at arbejde ude i provinserne og i distrikterne. Resolution 1386 gav i december 2001 mandat til oprettelsen af den internationale sikkerhedsstyrke ISAF. FN anmodede det internationale samfund om at hjælpe den afghanske regering med at skabe og bevare sikkerhed og udstrække deres myndighed til hele landet, fremme fred og stabilitet i regionen og globalt, samt bidrage til at forbedre levevilkårene for den afghanske befolkning.

Hamid Karzai blev i 2002 indsat som midlertidig leder af en overgangsregering og senere valgt ved demokratiske valg. Siden da har den afghanske regering, med international rådgivning og finansiering, vedtaget en ny forfatning, afholdt flere valg, uddannet sikkerhedsstyrker, opbygget en undervisnings- og sundhedssektor, og leveret en lang række andre resultater.

Magtspillet og pleje af personlige interesser gennem vold, trusler, forbindelser og korruption er dog stadig en væsentlig del af Afghanistans virkelighed. Og Taliban fortsætter oprørskampen.

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind