Spring til indhold

De centrale udfordringer

Politiske udfordringer

Politisk viser Afghanistan spæde tegn på en større demokratisk modenhed og fremskridt. Over de seneste 12 år er der blandt andet opnået forbedrede politiske rettigheder for befolkningen, den politiske deltagelse er vokset, og et relativt pluralistisk medieudbud er kommet til.

Præsidentvalget i 2014 var kendetegnet ved livlig debat i medierne og tusindvis af vælgermøder forud for selve valget, ligesom et meget stort antal afghanere trodsede truslerne fra Taliban for at afgive deres stemmer. Heraf var cirka en tredjedel kvinder.

Præsidentvalget viste dog også nogle af de svagheder, som fortsat præger det afghanske politiske system. En række alvorlige anklager om valgsvindel førte til en langstrakt og vanskelig proces, hvor der med USA’s og FN’s mellemkomst blev opnået et kompromis, der indebar, at alle stemmer blev gennemgået på ny. Genoptællingen foregik under omfattende international (herunder dansk) monitorering med EU i en central rolle. Samtidig indebar aftalen, at der blev dannet en national samlingsregering. Forløbet viser, at der er behov for yderligere konsolidering af demokratiet i de kommende år.

""
Et stort antal afghanere trodsede trusler og stod i kø for at afgive deres stemmer forbindelse anden valgrunde i det afghanske præsidentvalg 2014.
Foto: Franz-Micahel Skjold Mellbin

Menneskerettigheder

På menneskerettighedsområdet er der sket visse forbedringer, men generelt er situationen fortsat bekymrende. Det skyldes ikke mindst den manglende implementering og håndhævelse af relevante afghanske love og internationale menneskerettighedsforpligtelser. Kvinders vilkår og rettigheder er væsentligt forbedret siden 2001. Blandt andet har mange kvinder fået adgang til uddannelse og sundhedsydelser. I 2014 blev en lov, der forbyder alle former for vold mod kvinder, vedtaget. Men kvinders rettigheder og muligheder er fortsat under pres. Der er risiko for, at kvinders vilkår forværres, hvis konservative kræfter får indflydelse på regeringens politik eksempelvis i forbindelse med freds- og forsoningsprocessen.

Sikkerhedsmæssige udfordringer

Sikkerhedsmæssigt er situationen som helhed forbedret, selv om der fortsat er væsentlige regionale forskelle. De afghanske sikkerhedsstyrker – politi og militær – har gradvist påtaget sig sikkerhedsansvaret i landet. Der er generelt sket en professionalisering af ANSF, mens de internationale styrker har indtaget en mere tilbagetrukket, støttende rolle. ANSF’s varetagelse af sikkerheden under det afghanske præsidentvalg i 2014 er et vidnesbyrd herom. ANSF har generelt demonstreret kapacitet til selvstændigt at planlægge og gennemføre operationer samt opretholde sikkerheden, særligt i de tætbefolkede dele af landet. Kapaciteten i landområderne er til gengæld relativt svag. Særligt i det østlige og sydlige Afghanistan udfordres ANSF’s kontrol fortsat af oprørsgrupper. Sikkerhedsstyrkernes kapacitet og kvalitet varierer desuden fortsat fra enhed til enhed samt mellem militær- og politistyrkerne, hvor der særligt i politiet fortsat er væsentlige problemer med hensyn til ledelse og korruption.

International finansiering af ANSF vil også i de kommende år være afgørende for sikkerhedsstyrkernes kapacitet. Den forudsete nedskæring af sikkerhedsstyrkernes bemanding vil udgøre en særlig udfordring, idet der vil være behov for at skaffe alternativ beskæftigelse til de mange tusinde afskedigede soldater, da de ellers i sig selv kan udgøre en sikkerhedstrussel.

Økonomiske og sociale udfordringer

Økonomisk og socialt står Afghanistan, som er et af verdens allerfattigste lande, fortsat over for betydelige udfordringer. Cirka 36 % af befolkningen befinder sig under fattigdomsgrænsen. Landet oplevede solide vækstrater i årene fra 2003 til 2012, men væksten er aftaget i de seneste år, og Afghanistan er fortsat dybt afhængigt af international bistand, som anslås at udgøre op mod 90 % af statsbudgettet. Samtidig er landet meget sårbart over for tilbagevendende naturkatastrofer i form af tørke, oversvømmelse, mudderskred og jordskælv, som hyppigt rammer livsgrundlaget i fattige lokalsamfund. Det er derfor en stor udfordring at sikre et bæredygtigt, afghansk udviklingsgrundlag, herunder at generere egne indtægter i form af blandt andet told, skat, afgifter og indtægter fra minedrift. Afghanistans optagelse i WTO i 2014 kan på sigt bidrage til at integrere landet mere i den globale økonomi og dermed styrke udsigten til økonomisk vækst og beskæftigelse.

I lyset af at næsten 70 % af den afghanske befolkning er under 25 år, og cirka 400.000 afghanere hvert år indtræder i arbejdsstyrken, er der desuden et presserende behov for at skabe arbejdspladser og indtægter for at sikre tilstrækkelig social og økonomisk inklusion af befolkningen. Det forstærkes yderligere af, at Afghanistan gennem det sidste årti har oplevet en hastig urbanisering, som har ført til fremvækst af store slumområder i Kabul og andre større byer, ligesom arbejdsløsheden og presset på sociale servicesektorer er steget. Skabelsen af økonomisk vækst, som kommer alle til gavn, er også vigtig for at understøtte, at Afghanistans unge gives reelle muligheder for uddannelse og arbejde, så de ikke tiltrækkes af Taliban og andre oprørsgrupper eller af opiumsøkonomien, som fortsat er meget omfattende. Samtidig kan økonomiske muligheder i den private sektor motivere den brede befolkning til at tage afstand fra voldelige og ulovlige aktiviteter, der er med til at underminere et mere stabilt Afghanistan.
 
Hertil kommer, at det afghanske flygtningeproblem fortsat er blandt de største i verden. Der er stadig op mod 3 millioner flygtninge i nabolandene. Mens hele 5,7 millioner flygtninge er vendt hjem siden 2002, vurderer FN, at en meget stor del endnu ikke kan betegnes som reintegrerede i det afghanske samfund, hvorfor de fortsat har brug for humanitær støtte. Dertil kommer, at der er over 600.000 internt fordrevne i Afghanistan.

Institutionelle udfordringer

Institutionelt har de afghanske myndigheder over de seneste godt 12 år – med betydelig international støtte – gradvist opbygget deres kapacitet til at planlægge, administrere og levere basale ydelser som sikkerhed, sundhed og uddannelse til befolkningen. Evnen til at levere grundlæggende serviceydelser uden for byerne er dog ganske begrænset. Det er fortsat både en stor udfordring at sikre, at alle afghanere får adgang til serviceydelserne og at forbedre kvaliteten af dem. Derudover er der fortsat store udfordringer med at sikre borgernes retssikkerhed, og mange afghanere forlader sig fortsat på uformelle domstole.

Fremadrettet vil den afghanske regering have det fulde ansvar, ligesom det vil være op til den afghanske regering at foretage vanskelige prioriteringer i en situation med mange konkurrerende behov og knappe ressourcer. Det vil være centralt for statens legitimitet og befolkningens tiltro til regeringen, at den fortsat kan levere basale serviceydelser til befolkningen. Derudover vil det være afgørende, at Afghanistan sikrer bedre regeringsførelse og leverer en stærkere indsats mod den udbredte korruption, som risikerer at undergrave mange af de opnåede resultater. Endelig vil det være afgørende, at kapaciteten i retssystemet styrkes, idet et uafhængigt, effektivt og tilgængeligt retssystem er en forudsætning for at kunne beskytte afghanernes retssikkerhed og understøtte retsstatsprincipperne.